QR-koder skaber overblik og styrker sikkerheden i Tranemosegårds boligafdelinger

Benita Rasmussen, Drift- og Beredskabskonsulent og Henrik Hoff Poulsen, Driftleder i Gurrelund/ Bjerrelund

I Gurrelund/Bjerrelund afdelingen, er der nu opsat DKV-mærker som led i arbejdet med at styrke dokumentation, sikkerhed og vedligeholdelse. Mærkerne, der fungerer via QR-koder, gør det enkelt og effektivt at registrere og dokumentere, at lovpligtige eftersyn og kontroller er gennemført.

DKV står for Drift, Kontrol og Vedligehold, og systemet understøtter blandt andet dokumentation for passiv brandsikring og brandslukningsudstyr. Når en QR-kode scannes, registreres det, at udstyret er efterset og lever op til gældende lovgivning. Dermed sikres både overblik og sporbarhed i det løbende sikkerhedsarbejde.

Men mulighederne rækker langt videre end brandsikring. DKV-mærkerne kan også anvendes til generel dokumentation, som påmindelser om tilbagevendende opgaver og som digital “vejviser”. Hver registrering er knyttet til en præcis lokation med adresse og billeder, hvilket gør det nemt at finde og identificere de relevante installationer og arbejdsområder.

I første omgang anvender Tranemosegård systemet til DKV-opgaver inden for brand, førstehjælpsudstyr, sikkerhedsgennemgange på legepladser samt omdeling af indkaldelser og materiale til afdelingsmøder. Målet er at skabe en mere smidig hverdag med bedre overblik og tydelig dokumentation.

Systemet rummer dog et endnu større potentiale. Medarbejdernes faglighed og kreativitet bliver en vigtig drivkraft i den videre udvikling, og der opfordres til at tænke i nye anvendelsesmuligheder, der kan gøre arbejdsgange endnu mere effektive.

Der er med andre ord lagt et solidt digitalt fundament – og vi kommer uden tvivl til at se mange flere smarte løsninger folde sig ud i hele Tranemosegård.