Selvbetjening/Log ind

Da Lillian sammen med sin mand og to små drenge i juli 1958 flyttede ind i Tranehaven, var det begyndelsen på et nyt kapitel – både for familien og for Tranemosegård.

”For os var det utrolig spændende. Vi kom fra en lille lejlighed på 47 m² på Amager, hvor vi alle fire boede i ét soveværelse. Her i Tranehaven fik vi 74 m², børnene kunne få deres eget værelse – og så var der bad! Det havde vi aldrig haft før. Vi følte, at vi var kommet i himmerige,” fortæller hun.

Huslejen var en helt anden end i dag. På Amager betalte familien 101 kroner om måneden, mens huslejen i Tranehaven lød på 245 kroner. ”Jeg husker tydeligt, at min mor sagde: ’Har I nogensinde haft så mange penge tilovers på en måned?’” smiler hun.

En afdeling under opbygning

Da familien flyttede ind, var Tranehaven helt ny. Græsset var netop sået, og børn måtte for alt i verden ikke betræde de grønne områder. Gårdmændene boede selv i afdelingen og holdt et vågent øje med, at reglerne blev overholdt.

”Gårdmændene var jo en fast del af Tranehaven dengang. De råbte ud ad vinduet, hvis børnene kom for tæt på græsset – og kom nogle gange farende ned for at jage dem væk. Det kan man næsten ikke forestille sig i dag.”

Familien skulle til torvet for at handle hos købmand Brændt eller slagteren. Senere kom der både bager, farvehandler og en legetøjsbutik til. ”Det var alletiders, at vi lige pludselig kunne købe ind så tæt på. Og da bussen kom, føltes det som et kæmpe fremskridt.”

Naboskab og fællesskab

Hverdagen i Tranehaven var præget af børn i gårdene, kvinder der var hjemme om dagen og et stærkt naboskab.

”Vi snakkede måske ikke så meget sammen indendørs, men ude i gården mødtes vi. Vi sad på sandkassen, mens børnene legede, og man hjalp hinanden. Jeg husker også, at vi havde en aktiv beboerforening. En dame ved navn Hanne arrangerede busture ud i landet med snaps, smørrebrød og fællessang. Selv borgmesteren tog med – han sang jo fantastisk.”

Selvom opgangen i dag er stille og domineret af enlige, står mindet om fællesskabet dengang stærkt: ”Vi kom meget mere hinanden ved. Hvis nogen havde brug for hjælp, trådte man bare til.”

Fra kornmarker til moderne bydel

Tranehaven lå dengang omgivet af marker. Kornet blev høstet med mejetærsker, og Rosenåen snoede sig forbi, flankeret af duftende syrener.

”Mine drenge kom hjem med syrener, de havde plukket langs åen. Senere badede de i mudderpølene, da der blev bygget nyt. Det var en helt anden verden.”

Med årene kom altaner, nye vinduer, institutioner og butikker til. Men selve boligerne står stort set som dengang. ”Det er egentlig utroligt – vi har fået nye vinduer to gange, men ellers er det de samme huse.”

Et hjem for livet

I Tranehaven har familien fejret både kobber-, sølv-, guld-, diamant- og krondiamantbryllup. Det er blevet til et helt liv fyldt med minder, fra børnenes lege til lykønskningsbreve fra rådhuset og dronningen ved store mærkedage.

”Vi har aldrig talt om at flytte tilbage til Amager, selvom vi begge er født der. Vi har haft et godt liv her i Tranehaven – og været glade for at blive boende.”

Et ønske til fremtiden

Når hun ser på Tranehaven i dag, er det med både stolthed og lidt vemod.

”Jeg synes, det er ærgerligt, at legepladserne ikke bliver brugt som før. Dengang var der altid børn. I dag er der mest stille – men når børnehaven kommer forbi på tur, fryder jeg mig over, at der pludselig er liv på pladsen.”

Og hvad ønsker hun for fremtidens beboere i Tranehaven?
”At de vil komme hinanden mere ved – ligesom vi gjorde i gamle dage. Det kræver bare, at nogen tager initiativet.”