Almen-AI: Nye digitale instrumenter i et orkester, der allerede findes

I Almen-AI deler vi vores erfaringer med, hvordan AI kan blive en del af hverdagen i en almen boligorganisation.

AI handler ikke kun om ChatGPT, Copilot eller det næste nye værktøj. For os i Boligselskabet Tranemosegård handler det i lige så høj grad om, hvordan nye digitale muligheder spiller sammen med medarbejdernes faglighed, vores arbejdsgange, data og de systemer, vi allerede bruger.

Det er tanken bag det digitale orkester: AI giver os nye instrumenter, men det er stadig mennesker, der skal få dem til at spille sammen, vurdere resultaterne og tage ansvaret.

Vi deler også det der ikke virkede

I Tranemosegård har vi gennem de seneste år arbejdet konkret med AI og afprøvet forskellige løsninger i organisationen.

Nogle forsøg har bragt os videre. Andre har ikke fungeret, som vi havde forestillet os. Begge dele har givet os erfaringer med, hvad der skal til, hvis AI skal skabe reel værdi i hverdagen.

For arbejdet med AI viser sig hurtigt at handle om meget mere end teknologi. Det handler også om medarbejderinddragelse, faglighed, gode data, ledelse, arbejdsgange og om at være tydelig om, hvem der har ansvaret, når teknologien hjælper med en opgave.

Erfaringerne er samlet i Almen-AI

I den første udgave af Almen-AI deler vores direktør Martin Olsen nogle af Tranemosegårds erfaringer i en samtale med Mikkel Krogsholm fra Brokk & Sindre.

Samtalen tager udgangspunkt i den konkrete hverdag i en almen boligorganisation:

Hvad kan AI bruges til? Hvor støder vi på udfordringer?

Hvordan får vi medarbejderne med? Og hvad kræver det af organisationen og ledelsen, når nye digitale instrumenter bliver en del af arbejdet?

Almen-AI er ikke tænkt som en færdig opskrift. Det er et sted, hvor vi deler erfaringer, spørgsmål og læring, som forhåbentlig kan være nyttige for andre, der selv er i gang med at undersøge mulighederne.

Se hele samtalen, de korte videoer og materialet fra første udgave af Almen-AI på almen-ai.dk.

Almen-AI er startet som et fagligt formidlingssamarbejde mellem Boligselskabet Tranemosegård og Brokk & Sindre.