Fællesskab og grønne fingre i Gillesager/Lindeager

Initiativet til “Højbedsgruppen” opstod på et beboermøde, hvor en beboer foreslog at bruge området ved Gillesager til højbede, da området endnu ikke blev benyttet til fulde potentiale. Med lidt praktisk hjælp og opbakning blev idéen hurtigt til virkelighed. Den 29. juni 2017 tog projektet form, og i dag – otte år senere – er klubben stadig aktiv og vokset til 12 medlemmer, hvoraf tre har været med fra starten.

Nogle beboere der ikke vil være med i klubben, kan stadig finde på at komme for at snakke, hygge og tage del i det gode selskab. Der mødes både spontant og fast – typisk hver onsdag og fredag, og om sommeren så ofte vejret tillader det.

Også i vinterhalvåret mødes gruppen – i 2024 startede de ‘Genbrugsen’, som nu fungerer som samlingspunkt i de kolde måneder.

Hver passer sit bed – men alle er sammen om det

Hver har ansvaret for egne bede, som man selv køber rammer og planter til. Jorden får de gratis, men ellers er det hele baseret på frivillighed og selvfinansiering. Du må have så mange bede som du kan passe. Det er beboernes eget projekt, båret af lyst, engagement og en god portion humor.

Planter, genbrug og bæredygtighed

I bedene dyrkes alt fra blomster til grøntsager: jordbær, kartofler, radiser, krydderurter og meget mere. Hvert år prøver de nyt, og nogle planter klarer sig bedre end andre – men det er en del af oplevelsen. Haven rummer både blomster og buske, der tiltrækker bier og sommerfugle.

Gruppen har fået to kasser med blomster fra boligforeningens drift, som nu lyser op i haven, dem har de plantet i forskellige genbrugsfund: De bruger gamle trillebøre, spande, skraldespande mm. Bæredygtighed og genbrug er i fokus.

“Hvis noget ikke kan bruges længere, planter vi blomster i det,” fortæller de.

Midt mellem de mange højbede finder man et særligt biodiversitetsbed, som en fra højbedsgruppen har lavet med omtanke for naturen. Her vokser blomster, der især tiltrækker bier, sommerfugle og andre bestøvende insekter. Det er ikke bare smukt – det er også vigtigt. Bedet rummer også skåle med vand, så både bier og fugle har adgang til drikke i varme perioder.

Mere end bare en have

Det vigtigste for medlemmerne er fællesskabet. Højbedsgruppen har styrket deres naboskab og givet dem et sted at mødes – ikke bare for at dyrke planter, men også for at spise sammen, holde Sankt Hans, fejre fødselsdage og nyde sommerens lune aftener sammen. Selv om vinteren holder de julefrokost, påskefrokost og mødes omkring ´Genbrugsen´.

“Fællesskabet vil vi ikke undvære for noget i verden!” siger gruppen med smil i stemmen.

Alle beboere i Gillesager og Lindeager er velkomne til at få et højbed – eller måske endda flere. I år har gruppen fået nye medlemmer, som allerede er i fuld gang med at anlægge deres første bede.

Før og efter Højbedsgruppen gik i gang

Af: Laura Marsengo, Boligselskabet Tranemosegård