Kaffevognen fik samtalen i gang – boldspillet gjorde resten

Med kaffevogn, boldspil og uformelle samtaler blev beboerne i T13/Silergården mødt dér, hvor de er. Gårdhyggen skabte kontakt til både børn, unge og voksne – og gjorde vejen til lokale fritids- og fællesskabstilbud kortere.

Gårdhygge

Derfor har T13/Silergården i samarbejde med Brøndby Projektet afholdt en række eftermiddage med gårdhygge i gårdene i T13/Silergården. Her stod medarbejdere klar med kaffevogn, bolde, kegler, løbesedler og smil – og inviterede både børn og voksne ind til uformelle aktiviteter og samtaler.

Initiativet blev gennemført i et samarbejde mellem T13’s aktivitetskoordinator, Elna, og get2sport-koordinator fra Brøndby Projektet, Ida. Formålet var at styrke lokale relationer mellem beboerne og oplyse om tilbud i afdelingen, lokale fritids- og foreningstilbud eller kommunale sundhedstilbud. Det var altså et arrangement for alle beboere – uanset om man var en ældre kvinde, der gerne ville høre om afdelingens aktivitetstilbud, brug af beboerlokaler, kommunale sundhedstilbud, et lille barn, der gerne ville høre om fodbold eller karate, eller en ung person, der gerne ville blive bedre til dansk.

Fritidsvejledning midt i boligområdet

For at hjælpe med brobygningen til det lokale foreningsliv omkring boligafdelingen besøgte Brøndby Kommunes fritidsvejleder Sara området. Her fik hun mulighed for at møde børn og forældre i trygge og uformelle rammer – og skabe kontakt til familier, som ellers kan være svære at nå fra rådhuset.

Under aktiviteterne kunne familierne blandt andet høre mere om lokale fritidstilbud og muligheden for fritidspas, som kan hjælpe børn og unge ind i foreningslivet. Idrætsaktiviteterne blev en naturlig indgang til dialog. Mens børnene spillede bold og deltog i lege, var forældrene samlet omkring kaffevognen. Det gav mulighed for samtaler om fritidsliv, fællesskab og de tilbud, der findes – både i T13 og i nærområdet.

Mere end fritid

Gårdhyggen ramte bredt og blev også brugt til at bygge bro til andre tilbud i afdelingen og boligsociale indsatser. Ved kaffevognen kunne medarbejderne fortælle om blandt andet basisdansk, økonomirådgivning og aktiviteter for voksne. De unge deltagere kunne også tale med Headspace – et samtaletilbud for unge.

Det store fremmøde viste, at der er behov for den opsøgende indsats. Både børn og voksne deltog – herunder også familier, som i dag står uden for fritidslivet.

Indsatsen fortsætter

Erfaringerne fra gårdhyggen viser, at beboernes fællesskab nemt kan styrkes. Det understreger også værdien i at rykke fritidsvejledningen og de boligsociale tilbud tættere på beboerne. Når tilbuddene bliver præsenteret i velkendte rammer, bliver vejen ind i fællesskaberne kortere.

Afdeling T13/Silergården arbejder derfor videre med indsatsen i samarbejde med fritidsvejlederne, med mulighed for at udvide til yderligere afdelinger i Boligselskabet Tranemosegård. Samtidig er der potentiale for at udbrede modellen til andre boligområder. Målet er at give endnu flere børn, unge og familier kendskab til de lokale muligheder – og gøre det lettere at tage det første skridt ind i fællesskaberne.